Forsikringsdækning ved vandskade

De fleste danske forsikringsselskaber her en bygningsforsikring, der dækker vandskader som følge af voldsomt skybrud. Nogle selskaber tilbyder som supplement en udvidet forsikring for vandskader, hvor der ikke kræves skybrud for at være dækket. Læs derfor altid dine forsikringsbetingelser grundigt.

Det er vigtigt at forstå forskellen på vandskade og fugtskade:

Vandskade = hurtigt opståede vandskader pga. store mængder vand.

Fugtskade = længerevarende skadespåvirkning pga. mindre mængder vand.

Specielt for at en vandskade er dækningsberettiget, så kræver mange forsikringsselskaber at flere begreber og situationer skal være opfyldt:

  1. Skaden skal opstå pludselig og tilfældig.
  2. Der skal være tale om store mængder vand inden for kort tid (skybrud og ikke blot kraftig regn eller slagregn).
  3. Bygningens afløbssystemer skal være lovlig udført, korrekt dimensionerede, intakte og vedligeholdte.

Definition på en skybrudsskade:

Skade forvoldt af vand, som under voldsomt skybrud ikke kan få normalt afløb, men oversvømmer forsikringstagerens lokaler eller bygninger eller stiger op gennem afløbsledninger.

Danmarks Meteorologisk Institut definerer skybrud som: Nedbørsintensitet over 15 mm på 30 minutter over et større område*. *(Ved et større område forstås en halv region jvf. DMIs varslingskort. Undtaget er dog København på grund af særlige forhold.)

Forsikringsselskaberne benytter et fælles oversigtssystem til registrering af skybrud som viser om vandskaderne er dækningsberettigede.

Tøbrudsskade

Vandskade ved voldsomt tøbrud dækkes. Herved forstås, at mængden af smeltevand er så stor, at de normale afløbssystemer ikke kan aftage vandet. Det forudsættes at  afløbssystemer skal være lovlig udført, korrekt dimensionerede, intakte og vedligeholdte.

Andre oversvømmelsesbegivenheder

Vandskadeforsikringen omfatter bl.a. ikke skade ved oversvømmelse fra hav, fjord, sø eller vandløb. Stormflodsrådet kan dog træffe beslutning om at dække skader.

Forsikringstagers pligt til skadesafværgelse

Forsikringstageren har pligt til at afværge eller begrænse en skade. Det er selskabet, der skal bevise, at den forsikredes adfærd har haft betydning for hændelsesforløbet. De skadesbegrænsende foranstaltninger skal være forsvarlige. Der er dog i praksis et betydeligt spillerum mht. de valgte foranstaltninger, da forsikringstager ofte er i en presset situation – især, hvis det er vanskeligt at få kontakt med forsikringsselskabet.

Husk også at hvis et forsikringsselskab afviser at dække en anmeldt skade, så kan du ofte jf. en bestemmelse forsikringsbetingelserne opsige din forsikring straks, selvom der er opsigelsesklausuler i policen.

Gruber SkadesService gør opmærksom på, at alle oplysninger på denne hjemmeside udelukkende er af vejledende karakter og indsamlet fra offentlig tilgængelige kilder – og at vi derfor ikke kan garantere oplysningernes validitet.