Tips ved vandskader

Når vandskaden skaber kaos, så er det godt at have en plan at arbejde efter

Ved vandskader og oversvømmelse kan det være svært at tænke klart og handle effektivt. Gruber SkadeService har derfor samlet en rækkefølge af gode råd, der kan hjælpe dig gennem den belastende oplevelse at stå med en vandskade. Klik på de enkelte råd og læs detaljerne…

1. Tag selv initiativ til at få stoppet vandskaden hurtigst muligt

En vandskade kræver hurtig handling hvis ikke den skal udvikle sig til en bygningsmæssig, økonomisk og helbredsmæssig katastrofe. Stop vandets indtrængen hvis det er muligt med fx plader, sandsække, spande, klude eller andet egnet.

Er der tale om opstigende snavset kloakvand, som kan være sygdomsfremkaldende og bakteriefyldt bør du beskytte dig mod disse risici. Undgå direkte kontakt hvor øjne, mund og ubeskyttet hud kommer i kontakt med det forurenede kloakvand. Få hjælp til at pumpe det skadevoldende vand væk hurtigst mulig.

Det er oftest også hurtigere selv at iværksætte skadesbegrænsning end at vente på forsikringsselskabet, hvis der er tale om skybrud med mange skadesramte. Din forsikring mod vandskader ved skybrud dækker som regel omkostningerne til skadesbegrænsning.

2. Dokumentér skadesforløbet, samt skader på bygning, inventar og indbo

Udbedring af vandskader kan være komplicerede og tage lang tid. Det er derfor en god idé at tage mange fotos jævnligt under hele forløbet af skaden. Har du ikke lige et godt kamera, så brug evt. din mobiltelefon. Billederne kan du få glæde af til at huske tidspunkter, datoer og andre detaljer, som kan være svære at registrere og fastholde når alt er kaotisk den første tid.

Smid ikke vandskadede ting ud førend forsikringsselskabets taksator har set og godkendt det. Hvis du alligevel er nødt til at smide ting ud, så tag billeder inden og fremfind kvitteringer som kan dokumentere dine tab. Lav en liste over de ødelagte ting med navn, model, alder, nypris og forventet erstatningsbeløb.

3. Begræns følgeskaderne og beskyt familiens sundhed

Gennemblødte bygningsdele og indbo kan på kort tid indebære risiko for vækst af skimmelsvamp og bygningssvamp. De våde ting bør derfor affugtes eller fjernes fra det oversvømmede rum. Når de store mængder vand er pumpet væk kan de sidste rester vand fjernes med en vådsuger / vandstøvsuger, hvorefter der bør opsættes affugtere til at udtørre bygningen.

Rens først snavs væk med salmiakholdigt rengøringsmiddel. Hvis bygningen har været oversvømmet af snavset kloakvand kan det også være nødvendigt at rengøre og desinficere overflader. Vigtigt! Bland ikke rengørings- og desinfektionsmidler. Klorholdige produkter kan udvikle giftig gas, hvis de blandes med andre rengøringsmidler.

4. Forskellen på vandskader og fugtskader

Forsikringsmæssigt skelnes der mellem:

Vandskadehurtigt opståede vandskader pga. store mængder vand.

Fugtskadelængerevarende skadespåvirkning pga. mindre mængder vand.

Du kan læse mere om din bygningsforsikring og forsikringsdækning ved vandskade.

5. Læs din forsikringspolice før anmeldelse af vandskaden

Find din bygningspolice frem og læs forsikringsvilkårene inden du anmelder din skade. Så er du forberedt på om du er dækningsberettiget og hvad du skal oplyse så sagsbehandlingen er hurtig og effektiv. Samtidigt får du også et overblik over hvad du kan forvente mht. skadesudbedring, erstatning og dokumentationskrav.

6. En veldokumenteret skadesanmeldelse er guld værd!

Skadesanmeldelser kan ofte ske telefonisk, skriftligt eller online. Under alle omstændigheder bør du sørge for få en skriftlig bekræftelse af anmeldelsen. Ofte laves der mundtlige aftaler med forsikringsselskabet eller taksatoren. Forsikringsselskabet giver dig et skadesnr. – dette nummer bør du anføre på al korrespondance med forsikringsselskabet.

Hvis det er vigtige aftaler bør du få dem bekræftet fx via en kortfattet e-mail. Det er også en rigtig god idé at føre en lille dagbog om alle vigtige detaljer og aftaler vedr. vandskaden, da man hurtigt kan glemme disse oplysninger. Det kan også være en god idé at få påført skadesnummeret på alle bilag for udgifter og genanskaffelser. Så får du en hurtigere og mere sikker sagsbehandling.

Når al skadesbehandling er overstået og erstatningskravet kan opgøres, så er det meget nemmere for dig at dokumentere kravet, når du kan støtte dig til dagbogens notater og dine fotos. Husk at du ofte også kan få erstatning for din forbrugte tid, hvis du har registreret det i din dagbog. Du bruger hurtigt rigtig meget tid til oprydning, rengøring, dokumentation, håndværkeraftaler, genanskaffelser etc.

7. Følg op på skadesudbedringen og aftaler med taksatoren

Skadesudbedringer kan være meget dyre. For din egen skyld bør du derfor engagere dig i dette arbejde. Forsikringsselskabet har interesse i at reducere udgifterne til skadesudbedring. Ofte vil taksatoren omfangsbestemme skaderne og bede dig indhente tilbud på skadesudbedringen. Taksatoren godkender så dit prisoverslag/tilbud, men det er ofte dig selv som lave aftalen med håndværkerne. Det er derfor en god idé at få styr på dine aftaler med håndværkerne.

Det er derfor en god idé at tale med de udførende håndværkere og høre deres erfaringer og kommentarer til det arbejde du eller taksatoren har bestilt dem til. På den måde viser du respekt for håndværkerens arbejde og han vil ofte give dig værdifulde tip og være mere engageret i din skadesudbedring. Det kan også være at han finder flere skader, som du selv eller taksatoren har overset. Vær opmærksom på, at taksatoren først skal godkende evt. nødvendige ekstra skadesudbedringer udover de allerede godkendte prisoverslag.

Sommetider vil en taksator bagatellisere eller afvise mindre skader – her bør du stå på din ret til at kræve udbedring / erstatning, hvis du kan dokumentere /argumentere herfor. Også her kan du få glæde af at rådføre dig med håndværkerne.

8. Klage-instans ved uoverensstemmelser med forsikringsselskabet

Hvis du ikke kan blive enig med dit forsikringsselskab og taksatoren mht. skadesudbering og erstatning, så kan du klage til Ankenævnet for Forsikring. Her kan du også læse mere om forhold der ofte giver anledning til uoverensstemmelser ved bygningsforsikring:

  1. Mangelfuldt arbejde
  2. Erstatning for eget arbejde
  3. Totalskade
  4. Nyværdi

På www.kælderguiden.dk finder du en komplet liste med flere gode råd og tjeklister til at imødegå vanderskader i din kælder.

Gruber SkadesService gør opmærksom på, at alle oplysninger på denne hjemmeside udelukkende er af vejledende karakter og indsamlet fra offentlig tilgængelige kilder – og at vi derfor ikke kan garantere oplysningernes validitet.